IRONMAN
Da jeg krydsede målstregen, blev måneder – måske endda år – af intens træning endelig til virkelighed.
I 2019 meldte jeg mig ind i Ganløse Triatlon og Motion (GTM) med det mål at lære at svømme crawl. Jeg havde ingen planer om at deltage i stævner eller gennemføre en Ironman. Med flere års erfaring som kajakroer og basal svømmefærdighed følte jeg, at tiden var inde til at blive bedre i vandet.
Jeg betragtede mig selv som en habil løber, men opdagede hurtigt, at jeg var blandt de langsomste i klubben. Alligevel nød jeg sammenholdet og de gode stunder med de andre medlemmer.
Svømmetræningen skred langsomt frem. De siger, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, men hvis man virkelig vil, kan man flytte bjerge. Jeg kæmpede mig igennem hver 25-meter bane uden at forstå, hvordan man korrekt trak vejret, holdt hovedet eller tog armtag. Alt skulle læres fra bunden, og de tålmodige trænere måtte gentage deres pædagogiske forklaringer igen og igen.
Da jeg begyndte at løbe i 2016, var mit mål at kunne løbe 5 kilometer uden smerter i knæene. Tidligere havde jeg forsøgt at komme i gang, men smerterne sendte mig hver gang tilbage på sofaen. En app hjalp mig gennem et 8-ugers program, og da jeg nåede målet, satte jeg kurs mod 10 kilometer. Herfra gik det stærkt.
I efteråret 2023 besluttede jeg mig for at tage udfordringen op med en halv Ironman. Da jeg delte planen med familien, påpegede de, at jeg allerede trænede næsten de samme distancer i svømning og løb. I 2023 løb jeg blandt andet 38 halvmaraton og 1.800 kilometer. De foreslog derfor, at jeg skulle prøve en hel Ironman – det ville være en reel udfordring. Jeg anede dog ikke, hvor meget det ville kræve.
Cykling var en ny verden for mig. Jeg havde ikke styr på teknikken eller udstyret, og min plan var at gennemføre Ironman på en almindelig racercykel. Dette ændrede sig dog, og jeg endte med at investere i en tricykel og en hometrainer til vintertræningen.
Jeg deltog flittigt i klubbens ugentlige træninger, og udviklingen gik fremad. Coach Michael Krüger bemærkede dog, at min træning var ustruktureret og drevet af lyst. Han tog mig under sine vinger og begyndte at sende ugentlige træningsprogrammer, der passede til min hverdag.
Jeg tilmeldte mig Copenhagen Ironman 2024 og besluttede også at deltage i halv Ironman i Helsingør i juni som træning. Samtidig meldte jeg mig til Copenhagen Marathon og CPH Half Marathon for at gennemføre en ‘Big 4’ i samme år.
I februar 2024 var jeg uheldig og faldt under svømning. Jeg faldt i vandet, greb ud efter en stolpe og gled ned ad den. Desværre var der en krog på stolpen, som borede sig ind i min højre underarm, og jeg sad fast, halvt i vandet. Jeg måtte hive mig op for at komme fri fra krogen. På skadestuen blev det konstateret, at ingen sener, nerver eller knogler var beskadiget. Heldigvis kunne træningen genoptages kort efter.
Træningen forløb som planlagt, og ved Copenhagen Marathon forsøgte jeg at komme under de magiske 4 timer. Jeg lagde roligt ud, fulgte planen nøje og endte på 3:57:18. Meget tilfreds med min tid, en forbedring på over 15 minutter fra sidste maraton.
Midt i maj, på vej til træning på min nyindkøbte tricykel, blev jeg frontalt påkørt af en elcykel. Modparten flygtede fra skadestedet, og som om det ikke var nok, blev min cykel totalskadet. Forsikringen dækkede ikke skaderne, så jeg fandt og købte en anden brugt tricykel.
I juni deltog jeg i min første halve Ironman i Helsingør og gennemførte på 5:20:40. Omgivelserne var fantastiske, og det var en fest uden lige.
Den 25. juli blev jeg kørt ned af en bil, der overså mig ved et højresving i Herlev. Jeg kørte ind i siden af bilen og endte på asfalten. Bilen kørte videre uden at stoppe, men en snarrådig motorcyklist og en anden bilist kørte efter og blokerede vejen for bilisten længere fremme. Den ældre mand havde åbenbart ikke hørt mig ramme bilen i siden. Han virkede oprigtig og påtog sig straks skylden. Jeg sikrede mig vidner og anmeldte sagen til forsikringsselskabet. Det blev en jungle uden sidestykke at få fat i skadevolders forsikringsselskab gennem flere afdelinger, end jeg troede fandtes i et forsikringsselskab.
Min tricykel skulle vurderes for at se, om den var totalskadet eller kunne bruges til min Ironman fire uger senere. Hos et kompetent cykelcenter blev skaderne vurderet til 15.000 kroner, hvilket blev kommunikeret til forsikringsselskabet. Efter lidt tovtrækkeri omkring modtagelse og sagsbehandling blev sagen godkendt af skadevolders forsikringsselskab.
Selvom jeg var aktiv på både Roskilde Festival og Smukfest, fortsatte jeg træningen. Da min tricykel var hos mekanikeren, måtte jeg tage racercyklen med til Smukfest. På en cykeltur i de jyske bakker fik jeg pludselig en smerte i knæet, som jeg ikke kunne ignorere. Jeg fortsatte ruten og kørte 25 kilometer tilbage til Skanderborg med store smerter i det ene knæ. Jeg blev tilset af en læge på festivalen, som mente, at jeg havde en mindre fibersprængning i knæet, da jeg havde blodudtrækning omkring knæet (blåt mærke).
På grund af færdselsuheldet med bilen havde jeg arrangeret fysioterapi i Skanderborg fire gange under festivalen, da jeg havde ondt i lænden og øverst på ryggen. Han kiggede også på knæet og frarådede mig at gennemføre en Ironman med de smerter. Mærkeligt nok begyndte det andet knæ også at gøre ondt samme sted, så jeg antog, at det nok var træthed i knæene snarere end en fibersprængning.
Det har været nogle hektiske festivaler, især på Smukfest, hvor jeg ikke kun var softwareleverandør, men også frivillig på beredskabskontoret. Det har været specielt, fordi jeg ikke har drukket alkohol siden nytår. Det har været vidunderligt ikke at have tømmermænd og ondt i hovedet dagen derpå. Jeg har nydt undskyldningen om, at jeg træner til Ironman og derfor ikke drikker alkohol, og det er kun få gange, jeg har haft lyst til at drikke alkohol. Generelt mener jeg, vi har et problem med den danske alkoholkultur i Danmark; meget hygge involverer alkohol, og man er en outsider, hvis man ikke drikker. Jeg fandt glæde i alkoholfri gin og tonic – det smager godt.
Efter hjemkomsten fra Smukfest fik jeg mere med hjem end forventet. Jeg havde fået Corona og lå i sengen med feber. Ingen træning var mulig, hvilket nok var meget godt, for knæet gjorde fortsat ondt.
Jeg følte mig som en hypokonder og fortalte ikke mange om den seneste udvikling eller sygdom. Mange fra Smukfest blev også syge med Corona, og alligevel følte jeg mig langt fra mine optimale forudsætninger for at gennemføre en Ironman.
Coach Krüger frarådede mig at starte til Ironman. Jeg lagde en plan om at vurdere min tilstand undervejs i stævnet og beslutte, om jeg skulle trække mig. Jeg havde dog ikke tænkt mig at give op uden kamp, trods de mange udfordringer de sidste uger.
Om torsdagen hentede jeg mit startnummer og andet på Amager Strand. Der summede af liv, men jeg havde fortsat feber og tog Panodil for at holde den nede. Fredag forsvandt feberen, og jeg kunne igen smage og lugte. Lørdag brugte jeg dagen på de sidste forberedelser, pakkede mine poser og afleverede cyklen og poser i stævneområdet.
RACEDAY
Jeg stod tidligt op og var klar til dagens udfordring. Jeg valgte at parkere min bil ved Operaen, så jeg nemmere kunne komme til den efter stævnet. Jeg tog det sidste stykke vej til Amager Strand med metroen.
Vel fremme fik jeg tjekket cyklen en sidste gang og gjorde mig klar til svømningen. Lidt efter 7:30 kom jeg i vandet sammen med 2.367 andre atleter for at svømme 3.800 meter. Der var godt styr på arrangementet, og vi blev sendt afsted i grupper baseret på erfaring og hastighed.
Svømmedelen gik som forventet, og jeg løb op for at skifte til cykeltøj. Jeg brugte 12 minutter og 13 sekunder i T1, og så var det afsted på cyklen. Jeg kom hurtigt ud af København. Mine knæ gjorde ikke meget ondt, men jeg havde også valgt at tage Ipren og Panodil hele dagen. Jeg mærkede dog, at jeg ikke skulle presse mig selv for hårdt, så jeg kørte med højere kadence og lavere hastighed for at kunne gennemføre de 180 kilometer på cykel.
Jeg forsøgte at holde mig i bøjlerne det meste af tiden, hvilket gav god aerodynamik og hastighed uden for meget arbejde. Faktisk kørte jeg med en gennemsnitshastighed på 30,1 km/t ved 118 watt. Jeg nåede målet inden for 6 timer.
Undervejs oplevede jeg svimmelhed, sandsynligvis fordi jeg holdt hovedet bagover for at se vejen. Hjelmens kant var ikke optimal, så flere gange måtte jeg holde i styret og løsne op i nakke og skuldre.
Ca. 7 km fra T2 ramte vi det indre København igen. Jeg ville på dette tidspunkt sikre mig, at jeg havde fået nok væske og energi til at gennemføre maratonet. Mens jeg drak, så jeg pludselig, at vejen drejede mod venstre. I forsøget på at sætte min vanddunk tilbage på cyklen mistede jeg grebet om styret og røg i jorden.
Da vi cyklede i Nordsjælland, var der skilte med ”Slow down” eller ”Left/right turn,” hvilket gjorde det nemt at kende forholdene på vejen. Disse skilte forsvandt, da vi nærmede os København, så venstresvinget kom uanmeldt for mig.
Jeg samlede mine ting sammen og nåede at tænke, at enhver cykelrytter ville sætte sig i sædet igen og køre videre. Jeg mærkede lidt efter på mig selv; jeg havde fået et sår på knæet og et par på armen, men ellers følte jeg mig ok. Jeg valgte derfor at sætte mig op på cyklen igen og køre de sidste kilometer i lavere hastighed.
I T2 brugte jeg 11 minutter og 37 sekunder på at slikke mine sår, bogstaveligt talt. Jeg skulle vurdere, om det var tid til at trække mig fra stævnet, eller om jeg kunne fortsætte. Jeg turde ikke spørge førstehjælpere til råds, da jeg var bange for at blive trukket ud af løbet. Armen var ikke rigtig funktionsdygtig, men det havde jeg prøvet før i forbindelse med en skiskade for nogle år siden.
Jeg fik løbeskoene på og besluttede mig for at prøve at løbe. Løb er min hjemmebane, og kroppen vidste, hvad den skulle gøre. Det gik rigtig godt, og jeg løb maratondistancen på 4:31 timer, faktisk kun en halv time mere end ved Copenhagen Marathon i maj. Et rigtig godt resultat, og der var mange tilskuere på ruten i København. Det var opløftende og dejligt at blive heppet på.
Jeg krydsede målstregen efter 12:29 timer og kunne stolt kalde mig en Ironman. Det var en følelsesladet oplevelse. Jeg havde ikke troet, det var muligt med min optakt og skader – og slet ikke efter cykelstyrtet.
Familie og venner havde valgt at bruge deres tid på at heppe på mig gennem hele dagen, og alle stod klar til at fejre mig ved målstregen. Jeg er meget taknemmelig over, at de ville køre Nordsjælland tyndt for at heppe undervejs og stå med bannere og plakater på cykel- og løberuten. Jeg føler mig meget beæret.
Jeg fik taget de vigtige præstationsbilleder og blev fejret på bedste vis i målområdet. Bagefter havde jeg lovet mine børn, at vi skulle på Burger King og spise. Sif havde heldigvis tilbudt at køre, og det var dejligt. Jeg blev nemlig dårlig undervejs og måtte ligge på gulvet i Burger King med benene oppe, mens jeg spiste pommes. Lidt salt og cola hjalp, så jeg kunne komme hjem i god behold.
Om mandagen gjorde min arm og skulder mere ondt, og jeg måtte søge læge. Jeg blev henvist til Frederikssund Hospital, hvor dommen lød på, at jeg havde brækket mit kraveben og trykket nogle ribben ved mit styrt på cyklen. Efter en uge gør det fortsat ondt, og nattesøvnen er ikke optimal. Jeg kan heller ikke sidde ordentligt ved en computer og arbejde; det skal ske fra sofaen med støtte under armen. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det er ret vildt, at jeg har gennemført et maraton med et brækket kraveben og trykkede ribben.
Enhver stor præstation har sine helte og ofre. Jeg har mange, som har støttet mig undervejs, hjulpet på de lange cykelture, i de mørke måneder på hometraineren, og troet på mit projekt. Først tak til min familie, tak for støtten og undskyld for de mange gange, hvor jeg “endnu engang” skulle til træning. Tak til familie og venner for at tro på mig hele vejen, stå ved vejkanten og heppe, og hjælpe når jeg var skadet. Stor tak til Coach Michael Krüger og Anja Krüger. Uden jeres hjælp og indsats var jeg formentlig ikke nået i mål. Tak for, at I altid træder til, altid er klar med træning og støtter op.
Hvad så nu? Skal jeg lave flere Ironmans? Måske. Måske ikke. Jeg kunne fristes til at forsøge at gennemføre en Ironman uden de mange forhindringer og uheld undervejs. Det kunne være fedt at prøve at lave en Ironman uden skader eller sygdom lige op til afviklingen. Måske er det kortere distancer, jeg skal forsøge, og finjustere de små forbedringer, som kan give bedre resultater. Hvem ved? Det vil tiden vise. En ting er sikkert – triatlon er i mit hjerte, det er fedt at kombinere de tre discipliner, specielt og takket være sammenholdet i sportsgrenen, både indenfor og udenfor min triatlonklub. Man kan gå elitevejen hvor det gælder om at være den hurtigste, eller som jeg, motionisten, hvor de andre gerne må få en forlomme og komme først.
MEN DET LYKKEDES – I AM AN IRONMAN!
